Har du følelsen af altid at mangle tid? Så lider du af tidssyge
Mange af os kender den lidelse, der hedder tidssyge, og vi er ramt mere eller mindre. Den lister sig ind som en tyv og stjæler vores tid og liv. Er du hårdt angrebet tager den også dit helbred.
For næsten fyrre år siden i 1982 kom den amerikanske læge Larry Dossey med udtrykket “tidssyge”. Det er en sygelig tro på, at “tiden forsvinder, at der ikke er nok af den, og at man er nødt til at træde hårdere og hårdere i pedalerne for at følge med”.
Sygdommen er kulturelt betinget og er ligesom en international hypnose, hvor vi ikke er i nuet, en drømmesøvn på et arbejdsmarked, der ræser afsted i et vanvittigt tempo, så folk oplever det som om, der aldrig er tid nok. Er du ramt af tidssygen, så er der ikke tid nok. En dag vågner du op og finder ud af, at dit liv passerede, mens du var optaget af “vigtige” ting.
De hurtige spiser de langsomme til morgenmad
Klaus Schwab, som grundlagde og er formand for World Economic Forum forudsagde for årtier siden: “Vi går fra en verden, hvor de store æder de små, til en, hvor de hurtige æder de langsomme”.
Men det koster at være en af de hurtige og spise de langsomme til morgenmad. En læge og firstmover indenfor personlig udvikling, Richard Moss sagde engang, at når vi er fanget i hurtighedens net, er følelsesmæssige kvaliteter som empati, medfølelse, taknemlighed og tilgivelse helt uopnåelige. Intensitet og hurtighed er forbundet med vrede, aggression, vold og smerte.
At være eller ikke at være
For at blive modtagelig overfor sunde og nærende følelser og skabe en konstruktiv, neurobiologisk spiral, er du nødt til at geare ned. Bare af og til. Gå fra at handle til bare at være. Ikke at foretage dig noget som helst.
De kræfter, vi er oppe imod i store dele af vores kultur, er stærke, og de er kommet helt ud af kontrol. Tempoet giver folk stress, og vi bliver syge af udbrændthed. De tapper menneskeliv for livskvalitet. Derfor er det nødvendigt, at du vælger meget bevidst. Problemet i Shakespeares “To be or not to be – that is the Question” er endnu mere relevant end tidligere. Valget er muligt at træffe i alle livets øjeblikke, men ofte opdager vi det desværre ikke. Og så vælger vi uden at bemærke det – “not to be”.
Med tidssyge kan du ikke føle medfølelse, taknemmelighed eller kærlighed
Alt det gode, fine og nærende ved at være menneske, som medfølelse, kærlighed, og taknemlighed, findes i nærværet, og det blomstrer kun i ro og fred samt i perioder med en langsom tilgang til dit liv. Alligevel kan nærvær godt være dynamisk, men der skal være tider med ro og stilhed for at være i dybere kontakt med andre mennesker og dig selv.
En afslappet krop skaber gode idéer og positive tanker. Når vores krop er anspændt og stresset, skaber vi frygt. Sådan kommer vi ind i en selvforstærkende, negativ spiral, når vi har tidssyge.
Derfor må vi have mod til at erstatte hurtighed, intensitet og handling med… ingenting. Øve os i at lytte indad, dybere og højere. Lytte til sandheden bag den støj, vores sind skaber. Bag tankerne. Mærke nuet fra vores mavefornemmelse. Det er sådan, vi kommer i kontakt med de underliggende niveauer af vores bevidsthed og nærende følelser som sensitivitet, empati, taknemmelighed, omsorg, og kærlighed, som igen påvirker vores sundhed – psykisk som fysisk.
Hvis du er på tynd is og søger tryghed i farten, får du tidssyge
Vi er panisk angste for, at de ubearbejdede følelser, der befinder sig under bevidsthedsoverfladen, skal overmande os, hvis vi bliver stille. Selvom vi har vores unikke DNA, vil der meget forsimplet være en fælles tråd. En næsten hypnotisk og som regel ubevidst overbevisning om, at hvis vi ikke konstant gør noget for at vise, at vi “er gode nok”, kommer vi til at være uden for.
Nogle gange har vi ganske enkelt travlt, fordi vi flygter fra vores egen historie. Vi prøver i stedet at løse det i vores ydre omgivelser. Er vores eksistensberettigelse truet af en grundlæggende frygt, gør vi alt muligt for at skabe tryghed. Det kan være et job med fast månedsløn, pension, forsikringer, penge på kontoen osv. Føler vi os uelskede, knokler vi i vores ydre liv på at blive anerkendte, accepterede og elskede. Det kan også være derfor, at vi ikke siger nej og siger fra, når tempoet i vores liv stiger.
Kan vi skabe en omsorgsfuld og medfølende holdning til det sårbare i os? Kan vi rumme det og samtidigt blive stille? I alle former for nærværstræning må vi lære at være os selv og se på det pæne og det, vi bryder os mindre om, på en accepterende, venlig og omsorgsfuld måde.
Den væsentligste stressfaktor er tidspres
Eller som Richard Moss siger i “Mærk livet”:
“Mennesker, der ønsker konstant stimulation, er dybest set bange for at møde sig selv. De er i en vis grad uvidende, selvom de kan optage enorme mængder af information, for den vigtigste information er den, som du har om dig selv. Og vigtig information kræver, at du ikke hele tiden bliver udsat for stimulering. De fleste mennesker, der kræver stimulering hele tiden, er bange for, at hvis de sætter tempoet ned, vil de kunne mærke det, de har været bange for, siden de var babyer”.
Vi er en gang i mellem nødt til at være helt stille og konfrontere os selv med spørgsmålene: “Hvad er det, jeg bruger mit liv på, og hvad er det, jeg vil med mit liv? Hvor gode er mine øjeblikke? Ikke i morgen eller i går, men lige nu. Hvordan er dit liv nu, i dette øjeblik?”
Den eneste medicin mod tidssygen er at gå ind i nærværet. Når du giver slip og opdager evigheden i nuet, får du tid og løber ikke halsende bagefter tiden med en følelse af, at der ikke er nok af den.
En gang imellem er 5 minutter, hvor du bevidst trækker vejret og får åndedrættet helt ned i maven rigeligt til at forlade tidssygen og træde ind i nuet.
Prøv det lige nu.
Følte du dig truffet af blog-indlægget om tidssyge? Kunne du lide videoen om åndedrættet? Så kan jeg på det varmeste anbefale dig at deltage i min workshop:
